B2Sys

Projektet B2Sys - "Baffin Bay System Study"- fik støtte fra Dansk Center for Havforskning i 2016.

Den Grønlandske indlandsis smelter med tiltagende hastighed og påvirker de grønlandske fjorde om sommeren. Formålet med dette projekt var at undersøge effekten af smeltevand på de biogeokemiske processer i den grønlandske kystzone herunder specifikt effekten af smeltevand fra land- kontra marin terminerede gletsjere. Togtet blev gennemført med RV Sanna i august 2016.

6 fjordsystemer blev undersøgt langs den grønlandske vestkyst og en lang række fysiske, kemiske og biologiske parametre blev undersøgt. Det lykkedes at komme tæt på marin terminerede gletsjere og foretage målinger nær gletsjerkanten og her kvantificere en kraftig upwelling af næringsrigt bundvand. Denne tilførsel af næringssalte medførte en kraftig opblomstring af phytoplankton der typisk kunne observeres 10-15 km “nedstrøms” fra gletsjerkanten. Den kraftige produktion stimulerede bakteriernes aktivitet i de frie vandmasser og i havbunden og der observeredes relative høje biomasser af zooplankton i disse hot spots.


Foto: Mikael Kristian Sejr

Baseret på de foreløbige resultater tyder meget på at smeltevand fra gletsjere påvirker grønlandske fjorde forskelligt alt efter om der er tale om marin- eller landterminerede gletsjere. Smeltevand der løber ud under marine gletsjere forårsager kraftigt upwelling og kan føre til en høj primærproduktion hele sommeren. De store marine gletsjere i området omkring Uummaanaq og Upernavik kan derfor være en vigtig faktor for fiskeriet af hellefisk i disse fjorde. En stor del af den marine forskning relateret til effekten af klimaforandringer i Arktis, har været fokuseret på reduktionen i havisens udbredelse.

Vi forventer, at de videnskabelige artikler der kommer ud af dette projekt, vil belyse vigtigheden af gletsjere for produktion og omsætning i de kystnære økosystemer omkring Grønland. 

http://www.danskhavforskning.net/aktiviteter/ansogning_2016/b2sys
14 DECEMBER 2018